Feriehus Danmark

Vedtægter for Feriehusudlejernes Brancheforening

1. Navn: 
Foreningens navn er ”Feriehusudlejernes Brancheforening”.

2. Hjemsted:
Foreningens hjemsted er Danmark, på sekretariatets adresse.

3. Formål:
Foreningens formål er:
a) At virke for en samlet, enig og stærk branche.
b) At styrke den kollegiale forståelse og samarbejdet mellem branchens udøvere i ind- og udland.
c) At varetage medlemmernes kommercielle og politiske interesser overfor relevante brancheorganisationer, myndigheder, politikere mv.
d) At samle medlemmerne om fælles branchemæssige interesser gennem medlemsmøder eller andre passende aktiviteter.
e) At virke for en generel højnelse af branchens anseelse, bl.a. ved at tilvejebringe og opretholde såvel etisk som forretningsmæssigt forsvarlige forhold inden for branchen.

4. Medlemskab:
Som medlemmer kan optages alle udlejningsbureauer, varemærker eller sammenslutninger af sådanne med direkte formidling af mindst 50 feriehuse. Der kan udelukkende optages medlemmer, der har, og vedbliver at have, fast forretningssted i Danmark.

Herudover kan der optages associerede medlemmer. Det associerede medlemskab er for virksomheder, der har interesse i og virker inden for feriehusudlejning, men ikke er udlejningsbureauer. Et associeret medlemskab giver ikke stemmeret på generalforsamlingen, og associerede medlemmer kan ikke vælges til bestyrelsen. Et associeret medlemskab skal godkendes af bestyrelsen, og kontingentet herfor fastsættes af bestyrelsen.

5. Forpligtelser:
Ved sit medlemskab i foreningen forpligter medlemmerne sig til at følge foreningens vedtægter, de af generalforsamlingen trufne beslutninger og de aftaler, som foreningens bestyrelse og af denne nedsatte udvalg på medlemmernes vegne og i foreningens interesse måtte træffe med udenforstående organisationer, myndigheder og enkeltpersoner.

6. Generalforsamlinger:
Generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed, afholdes hvert år inden udgangen af april og skal skriftligt indkaldes med mindst 2 ugers varsel og højst 6 uger før mødets afholdelse. Indkaldelsen skal indeholde generalforsamlingens dagsorden, samt de forslag bestyrelsen agter at fremsætte.

Generalforsamlingen ledes af en af bestyrelsen valgt dirigent.

Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent og dennes konstatering af generalforsamlingens lovlighed.
2. Bestyrelsens beretning. Udvalgenes beretning.
3. Forelæggelse af regnskab.
4. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
5. Indsendte forslag til behandling.
6. Valg af formand og næstformand for bestyrelsen.
7. Valg af 4-6 yderligere bestyrelsesmedlemmer og en 1. suppleant og en 2. suppleant.
8. Valg af revisionsfirma. Revisor skal være statsautoriseret eller registreret revisor.
9. Nedsættelse af udvalg efter forslag fra bestyrelsen eller generalforsamlingen.
10. Eventuelt.

Bestyrelsens og udvalgenes beretninger skal være udsendt til medlemmerne inden generalforsamlingen, evt. sammen med indkaldelsen.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen under pkt. 5, skal være formanden i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen, således at den siddende bestyrelse kan blive gjort bekendt dermed.

Et medlem kan være repræsenteret ved flere ledende medarbejdere på en generalforsamling. Medlemmets tale- og stemmeret skal dog være tillagt én på forhånd angiven person.

Under pkt. 10 (Eventuelt) kan ingen vedtagelse ske.

Medlemmernes stemmetal på generalforsamlingen baseres på det antal feriehuse, de pågældende medlemmer formidler udlejning af pr. 1. januar det pågældende kalenderår. Dette antal meddeles uopfordret foreningen inden d. 15. januar hvert år.

Hvert medlem har én stemme pr. feriehus det pågældende medlem formidler udlejning af.

Kun medlemmer, der på generalforsamlingen ikke er i kontingentrestance, har stemmeret.

Der kan stemmes ved fuldmagt.

En generalforsamling er beslutningsdygtig, når så mange stemmeberettigede medlemmer er til stede, at de tilsammen repræsenterer over halvdelen af medlemmernes samlede stemmetal.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal blandt de repræsenterede stemmer.

Til ændring af nærværende vedtægter kræves at vedtægtsændringen er vedtaget med 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer og 2/3 af de mulige stemmer. Vedtages ændringen med den fornødne majoritet af de fremmødte; men er 2/3 af de mulige stemmer ikke til stede, skal bestyrelsen straks indkalde til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger, hvor vedtægtsændringen i uforandret skikkelse kan vedtages med 2/3 af de på denne generalforsamling repræsenterede stemmer.

Til opløsning af foreningen kræves at opløsningen er vedtaget med ¾ af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer og ¾ af de mulige stemmer. Vedtages opløsningen med den fornødne majoritet af de fremmødte; men er ¾ af de mulige stemmer ikke til stede, skal bestyrelsen straks indkalde til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger, hvor opløsningen kan vedtages med ¾ af de på denne generalforsamling repræsenterede stemmer.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kan ske enten ved bestyrelsesbeslutning, eller såfremt mindst en fjerdedel af foreningens samlede stemmeflertal fremsender skriftlig anmodning til bestyrelsen derom vedlagt forslag til en dagsorden. Generalforsamlingen skal da indkaldes senest 14 dage efter anmodningens fremkomst og med 14 dages skriftlig varsel.

Over generalforsamlingen føres protokol. De deri indførte referater underskrives af formanden og dirigenten, og udskrift tilstilles medlemmerne.

7. Bestyrelse og forretningsudvalg:
Foreningen ledes af formanden, forretningsudvalget samt bestyrelsen.

Bestyrelsen inkl. formanden består af 5-8 medlemmer, forretningsudvalget af 3 medlemmer. Formanden er tillige medlem af og formand for forretningsudvalget.

Valg af formand, næstformand og bestyrelse i øvrigt foregår på foreningens ordinære generalforsamling. Hvert medlem kan efter eget valg opstille én kandidat til formandsposten samt én kandidat til en bestyrelsespost. Først vælges formanden for ét år.
Herefter vælges næstformanden for ét år.
Endelig vælges de resterende bestyrelsesmedlemmer ligeledes for ét år.
Medlemmer, der har opstillet den valgte formand til formandsposten, kan ikke opstille nogen til bestyrelsesposterne i øvrigt. Generalforsamlingen vælger ligeledes en 1. og en 2. suppleant til bestyrelsesposterne.

Formand, næstformand og bestyrelsesmedlemmer kan genvælges.

I tilfælde af at formanden udtræder af bestyrelsen i en valgperiode, overtages formandshvervet af næstformanden frem til førstkommende generalforsamling.

Bestyrelsen vælger af sin midte et forretningsudvalg bestående af 2 medlemmer og formanden.

Formanden kan ikke deltage i afstemningen om valg af medlemmer til forretningsudvalget.

Alle medlemmer, der på generalforsamlingsdagen ikke er i kontingentrestance, har ret til at opstille kandidater til valgene. Tilsvarende er alle kandidater, der repræsenterer et medlem, der har opstillingsret, valgbare, forudsat repræsentanten er ansat hos eller i bestyrelsen for medlemsvirksomheden. Der kan udelukkende vælges flere repræsentanter fra samme medlem, såfremt det kræves for at nå op på minimumsantallet - jfr. vedtægternes § 7, 2. afsnit.

8. Bestyrelsens og forretningsudvalgets arbejde:
Bestyrelsen har ansvaret for foreningens daglige ledelse og økonomi. Foreningen tegnes af formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer. Formanden fastsætter tidspunktet, indkalder og leder bestyrelses- og medlemsmøder.

Bestyrelsen indkaldes så ofte, formanden eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

Bestyrelsens og forretningsudvalgets beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende medlemmer.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Forretningsudvalget forbereder bestyrelsesmøderne og er tillagt kompetence til at afgøre sager, der ikke kan afvente et bestyrelsesmøde. Forretningsudvalget har i tilfælde, hvor man træffer beslutninger på vegne bestyrelsen, pligt til at orientere denne og er ansvarlig overfor bestyrelsen for de således trufne beslutninger.

Bestyrelsen kan ansætte en direktør/sekretariat til at forestå den daglige drift samt tillægge denne tegningsret efter nærmere kontraktbestemte vilkår.

Foreningen kan ikke økonomisk forpligte foreningen eller dens medlemmer ud over foreningens midler.

Referat af alle bestyrelsesmøder udsendes i koncentreret form gennem sekretæren til samtlige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.

9. Årsregnskab og revision:
Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Det reviderede regnskab udsendes til medlemmerne inden generalforsamlingen evt. sammen med indkaldelsen. Årsregnskabet revideres af foreningens revisor.

10. Kontingent:
Det årlige medlemskontingent fastsættes på hvert års generalforsamling til et grundbeløb samt et beløb pr. feriehus de pågældende medlemmer formidler udlejning af, og forfalder til betaling den 1. juni. Hvert års 15. januar betales et aconto kontingent, som bestyrelsen bemyndiges til at opkræve med op til 75 % af forrige års kontingent.

Såfremt et nyt medlem bliver indmeldt i foreningen efter afholdelse af generalforsamlingen, fastsættes kontingentet for det pågældende kalenderår for dette medlem til 50 % af det af generalforsamlingen vedtagne kontingent.

Nye medlemmer betaler et af generalforsamlingen fastsat optagelsesgebyr, som bestyrelsen kan indrømme nye medlemmer en afdragsordning på. Betalingen ifølge denne skal ske i lige store rater over max. 2 år.

Hvis kontingent og/eller optagelsesgebyr efter påkrav ikke er betalt senest 1 måned efter forfald, bortfalder medlemskabet og evt. medlemskab af bestyrelse, forretningsudvalg og udvalg automatisk. Forpligtelsen til at betale for det pågældende år bortfalder ikke.

11. Medlemsmøder:
Medlemsmøder afholdes så ofte, forholdene nødvendiggør det.

12. Ophør og ændring af medlemskab:
Ethvert medlem har pligt til at meddele brancheforeningen væsentlige ændringer i ejerforhold og struktur.

Såfremt et medlem groft krænker disse vedtægter, tilsidesætter bestyrelsens advarsler eller i øvrigt udviser utilbørlig adfærd, kan vedkommende ekskluderes af foreningen. Et eksklusionsspørgsmål forelægges først på et bestyrelsesmøde, hvortil det pågældende medlem indbydes som observatør med taleret. Opnås der her enstemmighed om eksklusion, er den endelig, medmindre den ekskluderede inden 14 dage efter, i anbefalet brev at have modtaget bestyrelsens afgørelse, skriftligt begærer en ekstraordinær generalforsamling afholdt.

Fremsættes en sådan begæring, skal der inden 3 uger efter begæringens modtagelse med 2 ugers varsel afholdes en ekstraordinær generalforsamling. Her afgøres eksklusionen efter almindelig stemmeflerhed uanset antal fremmødte. Den, der foreslås ekskluderet, har taleret, men ikke stemmeret, hverken i bestyrelsen eller på den ekstraordinære generalforsamling.

13. Udmeldelse:
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til formanden mindst 3 måneder forud for et regnskabsår. Refusion af optagelsesgebyr samt kontingent ydes ikke.

14. Vedtægtsændring og opløsning:
Forslag til ændring af foreningens vedtægter eller opløsning af foreningen skal først forelægges bestyrelsen. Såfremt bestyrelsen med et kvalificeret flertal på mindst 4 ud af bestyrelsens medlemmer træffer beslutning om ændring af vedtægterne, evt. opløsning af foreningen, skal en sådan beslutning forelægges på en generalforsamling. Ved foreningens opløsning skal dennes midler og ejendom anvendes til fremme af foreningens formål i overensstemmelse med sidste generalforsamlings beslutning. Eventuel formue skal dog under alle omstændigheder henstå på spærret konto i 2 år.

15. Ikrafttræden:
Disse vedtægter træder i kraft omgående efter vedtagelsen.

Således vedtaget på generalforsamlingen d. 27.04.2006.
Ændret på generalforsamlingen d. 24.04.2014. 

Del denne side