Jan Haapanen, formand for Feriehusudlejernes Brancheforening 2016

Ny formand for Feriehusudlejernes Brancheforening

Onsdag, april 27, 2016

Jan Haapanen, ny formand for Feriehusudlejernes Brancheforening

Feriehusudlejernes Brancheforening har valgt Jan Haapanen, adm. direktør i Novasol/dansommer, som ny formand. Han tager over fra Kaj Frederiksen, adm. direktør i Sol og Strand.

Feriehusudlejernes Brancheforenings nye formand kommer fra Danmarks største feriehusudlejningsbureau, Novasol/dansommer, med knap 10.000 feriehuse til udlejning og med yderligere 30.000 feriehuse i 26 europæiske lande. Jan Haapanen står i spidsen for en af verdens største feriehusudlejere og nu også for Feriehusudlejernes Brancheforening.

 ”Danmark kan noget inden for feriehusudlejning, som er helt unikt. Vores evne til at organisere private folks ejendomme til udlejning er et godt skridt foran res­ten af verden, og det er ikke tilfældigt, at Novasol/dansommer og andre af de førende feriehusudlejere i Norden har base herhjemme. Feriehusudlejning skaber en omsætning i Danmark på 12 milliarder kroner årligt, og med en vækst på 2,4 millioner overnatninger i lejede feriehuse de sidste to år er der udsigt til yderligere omsætning og arbejdspladser, når vi i år som ventet passerer 18 millioner overnatninger i lejede feriehuse”, siger Jan Haapanen, Novasol/dansommer og formand for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Feriehusudlejerens Brancheforening har mange punkter på den politiske dagsorden, og den nye formand ser frem til, at rammerne for feriehusudlejning forbedres. Regeringen har foreslået en udvidelse af sommerperioden, så feriehuse kan udlejes mere end i dag gennem en lempelse af den såkaldte 39-ugers regel. Dansk Folkeparti har foreslået en forhøjelse af den skattefrie bundgrænse for sommerhusejere fra 21.000 kroner i dag til 30.000 kroner om året, når man udlejer gennem et bureau. Regeringen vil også give mulighed for at bygge nye feriehuse til udlejning og generelt give bedre mulighed for at udvikle kystturismen. Også energiomkostningerne er til diskussion, da det udgør en væsentlig omkostning ved udlejning.

”Vi kan udleje mange flere feriehuse, end vi gør i dag. Hvis Folketinget udvider 39-ugers reglen til en fleksibel 43-ugers regel, hæver det skattefrie bundfradrag til 30.000 kroner, så flere motiveres til udlejning, og sænker energiafgifterne, vil Danmark kunne få en millionvækst i overnatninger”, siger Jan Haapanen.

Jan Haapanen er i forvejen bestyrelsesmedlem i Dansk Erhverv og formand for Dansk Erhvervs oplevelses- og turismeudvalg, bestyrelsesmedlem i VisitDenmark, bestyrelsesmedlem i Dansk Kyst- og Naturturisme og engageret i European Holiday Home Association (EHHA).


Del denne side