Sorry if you notice any errors on this page - we're updating our design. Thanks for your patience!
Feriehus Danmark
Feriehus Danmark

Forsikring mod insolvens - Tyskland

I meget lang tid har der hersket usikkerhed blandt danske feriehusudlejningsbureauer omkring reglerne for insolvensforsikring ved udlejning til tyske lejere. Feriehusudlejernes Brancheforening har derfor haft en række danske og tyske advokater til at undersøge reglerne på området. På baggrund af disse undersøgelser har vi udarbejdet et notat, der redegør for reglerne på området. Der tages udgangspunkt i, at udlejningen sker mellem et udlejningsbureau og en forbruger.

Reglerne og baggrunden

Reglerne findes i det tyske pakkerejsedirektiv - BGB § 651 k.
Bestemmelsen er indføjet i tysk lovgivning som følge af et EU-direktiv - 90/314/EWG af 13. juni 1990. Samme EU-direktiv resulterede i den danske Lov om pakkerejser, lov 1993-06-30 nr. 472.

Det følger af den danske pakkerejselov, og i øvrigt tillige af den tyske tilsvarende lovgivning, at bestemmelserne heri alene finder anvendelse, såfremt der tilbydes mere end én ydelse, hvilket for langt den overvejende del af feriehusudlejningsbranchen ikke er tilfældet.

I Danmark fortolkes bestemmelserne efter sin ordlyd, hvorfor feriehusudlejningsbranchen som udgangspunkt ikke er omfattet af bestemmelserne, men evt. kan blive omfattet, såfremt der til udlejningen af ferieboligen knyttes salg af en tillægsydelse (fx. en færgebillet).

I Tyskland gør noget tilsvarende sig imidlertid ikke gældende, idet reglerne anvendes analogt, også for så vidt angår feriehusudlejning. Dette er baggrunden for, at feriehusudlejningsbranchen i Tyskland er omfattet af BGB § 651 k.

Da der er tale om en præceptiv lovbestemmelse – det vil sige en bestemmelse, der ikke vil kunne fraviges til skade for forbrugeren – vil forbrugeren i henhold til Romkonventionens artikel 5, ikke kunne berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af den præceptive lovbestemmelse, der gælder i det land, hvor han har sin bopæl.

1) såfremt der i dette land forud for aftalens indgåelse er fremsat særligt tilbud over for ham eller er foretaget reklamering, og han dér har foretaget handlinger, der fra hans side er nødvendige for aftalens indgåelse,

eller

2) såfremt den anden part eller dennes repræsentant har modtaget forbrugerens bestilling i dette land.

På baggrund af ovenstående hersker der således ikke tvivl om, at selve lovbestemmelsen er gældende for feriehusudlejningsbranchen i kraft af, at den ikke kan fraviges til skade for forbrugeren. Spørgsmålet er imidlertid, i hvilken udstrækning danske feriehusudlejere vil være omfattet af reglerne; eller med andre ord, hvorvidt der kan forekomme situationer, der falder uden for ovenstående begrænsninger.

Det fremgår af BGB § 651 k direkte, at også feriehusudlejningsbureauer med hovedsæde i anden medlemsstat i EU eller i en anden medlemsstat i EØS vil være omfattet af lovbestemmelsen - i hvert fald i visse situationer. Man bør ligeledes gøre sig klart, at de tyske domstole, i kraft af at det tyske pakkerejsedirektiv tillige gælder analogt for feriehusudlejningsbranchen, derfor formentlig tillige vil fortolke bestemmelsen restriktivt, når det gælder beskyttelsen af den tyske forbruger således at forstå, at der ikke skal meget til, før man vil anse bestemmelserne for gældende.

Hvornår skal man have en insolvensforsikring?

På baggrund af tysk juridisk litteratur og domspraksis konkluderer vi, at de tyske lovbestemmelser finder anvendelse i følgende tilfælde (der er ikke tale om en udtømmende opremsning, men alene eksempler):

• Såfremt bureauet udsender kataloger til Tyskland, og lejeren indgår kontrakten fra Tyskland - skriftligt eller mundtligt. (Afgørende er m.a.o. ikke, at der er kontorrepræsentation i Tyskland).

• Såfremt feriehuset lejes via et tysk rejsebureau.

• Såfremt lejekontrakten indgås med den tyske lejer fra Tyskland.

• Såfremt lejekontrakten indgås med bureauet i Danmark, og det danske bureau har en egentlig kontoradresse i Tyskland.

• Såfremt lejeaftalen indgås fra Tyskland via Internettet.

For så vidt angår bestilling via Internettet, er det ligegyldigt, om sitet ligger under et .com eller .dk top level domæne eller, hvor den pågældende server geografisk er placeret.

I udgangspunktet vil lovvalg, i h.t. almindelige nationale og internationale lovvalgsregler i relation til handel over Internettet, falde på det lands lov, hvor sælgeren, det vil sige indehaveren af websitet, har bopæl eller hovedsæde.

I vores tilfælde ville dette med et dansk feriehusudlejningsbureau sige dansk lovvalg og dermed en situation, der falder uden for BGB § 651 k. Denne situation skal imidlertid sammenholdes med det ovenfor anførte omkring muligheden for at fravige tysk forbruger-præceptiv lovgivning.

Til trods for at lovvalgsregler vil medføre, at en eventuel tvist skal afgøres efter dansk ret, vil der alligevel skulle tages hensyn til og højde for de præceptive regler jfr. ovenfor, hvorefter insolvensforsikring skal tegnes.

For så vidt angår bestillinger via Internettet, vil konklusionen herefter være, at en sådan bestilling vil være omfattet af krav om insolvensforsikring.

Hvornår skal man ikke have en insolvensforsikring?

På baggrund af tysk juridisk litteratur og domspraksis konkluderer vi, at de tyske lovbestemmelser ikke finder anvendelse

• såfremt lejeaftalen indgås i Danmark mellem den tyske kunde og det danske bureau, og bureauet ikke har kontoradresse i Tyskland eller på anden måde er, eller har været, aktiv i Tyskland. Man er fx. aktiv, hvis der udsendes kataloger eller annonceres i trykte eller elektroniske medier.

Konklusion

Som det fremgår af ovenstående, vil alle danske udlejningsbureauer, der udlejer til tyskere, i praksis være omfattet af reglerne om insolvensforsikring.

November 2003 / Feriehusudlejernes Brancheforening

Oversigt over forsikringsselskaber der tilbyder insolvensforsikring

Deutscher Reisepreis-Sicherungsverein VVaG
Vogelweidestraße 5
D-81677 München
Telefon +49 089/4166-1500
Fax +49 089/4166-1555
E-mail drs@erv.de

Gerling Allgemeine Versicherungs-AG
Postfach 10 15 44
Von-Werth-Straße 4-14
D-50597 Köln
Telefon +49 221 144-1
Fax +49 221 144-33192

R+V Allgemeine Versicherung AG
Taunusstraße 1
D-65193 Wiesbaden
Telefon +49 0611 533-4382
Fax +49 0611 533-2410
Web www.ruv.de

REISEGARANT
Gesellschaft für die Vermittlung
von Insolvenzversicherungen
mit beschränkter Haftung
Jessenstraße 4
D-22767 Hamburg
Telefon +49 040/380 372 - 30
Fax +49 040/380 372 - 50
E-mail info@reisegarant.de

tourVERS Touristik-Versicherungs-Service GmbH
Borsteler Chaussee 51
D-22453 Hamburg
Telefon +49 040-244288-0
Fax +49 040-244288-99
E-mail service@tourvers.de
Web www.tourvers.de

Travelsafe GmbH
Service-Gesellschaft für Touristikversicherungen
Neuburger-Str. 102 f
D-94036 Passau
Telefon +49 08515 2152
Fax +49 08515 2154
E-mail travelsafe@t-online.de

Zürich Versicherung Aktiengesellschaft (Deutschland)
Kreditversicherung
Solmsstr. 27-37
D-60252 Frankfurt/Main
Fax +49 (0)69 7115 2949
E-mail ktv-service@zuerich-kredit.de
Web www.zuerich-kredit.de

Forsikringsselskabet Thisted Amt G/S
Thyparken 16
DK-7700 Thisted
Telefon +45 9619 4500
Fax +45 9791 0115

Del denne side