Feriehusbranche roser forsøgsprojekter, men frygter havvindmøller

Fredag, oktober 30, 2015

PRESSEMEDDELELSE

Feriehusbranche frygter vindmøller

500 flere feriehuse hænger ikke sammen med planer om op mod 50 flere vindmøller i Ringkøbing, frygter Feriehusudlejernes Brancheforening. Og så er der brug for, at det bedre kan betale sig at udleje feriehusene ved at forhøje det skattefrie bundfradrag til 30.000 kr.

De 10 forsøgsprojekter, som er godkendt i dag, vækker stor begejstring i feriehusbranchen, der mangler feriehuse til udlejning. ”2015 bliver et historisk rekordår for feriehusudlejning i Danmark med op mod 17 millioner overnatninger, men vi kunne få endnu flere, hvis vi havde den rette kapacitet,” siger Carlos Villaro Lassen, adm. direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening, der repræsenterer udlejningsbureauerne i Danmark med knap 40.000 huse til udlejning.

Men brancheforeningen frygter, at rammerne for de nye investeringer ikke er i orden. ”Vi frygter, at de planlagte havvindmøller i Ringkøbing kan forringe turismeoplevelsen kraftigt, så de 500 planlagte feriehuse ikke kan hænge sammen på den lange bane,” siger Carlos Villaro Lassen.

Han refererer til energiaftalen af 2012, der skal resultere i 350MW i kystnære havvindmøller, særligt langs den jyske vestkyst ud for Søndervig, Hvide Sande og Holmsland Klit.

”Vi frygter, at vindmøllerne vil påvirke turismen negativt, fordi de kan ødelægge naturoplevelsen for rigtig mange turister, og om natten kan de skæmme med et kraftigt lys. Vindmøllerne bør placeres så langt ude, at de ikke generer turisterne. Hvis der skal bygges 150-250 MW havvindmøller i Ringkøbing, så taler vi om 30-50 kæmpemøller lige ud for stranden”, siger Carlos Villaro Lassen.

De 10 forsøgsprojekter, der i dag er godkendt, indeholder ud over 500 flere feriehuse til udlejning i Ringkøbing yderligere 500 enheder på Møn, 400 ferieboliger på Als samt 50 ferielejligheder i Varde, og Feriehusudlejernes Brancheforening mener sagtens, at de kan udlejes, men rammevilkårene skal forbedres.

”Vi har brug for de 1.500 flere ferieboliger til udlejning, men det halter med rammevilkårene for den enkelte feriehusudlejer. Øgede energiafgifter, begrænsninger for udlejning om vinteren og stigende skatteomkostninger for sommerhusejere er blevet en stor forhindring for feriehusudlejning. Derfor foreslår vi, at det skattefrie bundfradrag bliver forhøjet fra 21.000 kr. til 30.000 kr., så det bliver mere attraktivt at udleje sit feriehus”, siger Carlos Villaro Lassen.

Del denne side