Til forsiden
Turismen ignoreres

Debatindlæg af Arne Melchior, tidligere turistminister, og Carlos Villaro Lassen, direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

Bragt i JydskeVestkysten og VisitDenmarks Nyhedsbrev i juli 2009.

Arne Melchior
Carlos Villaro Lassen
Turismen er blevet afgørende for Danmark. Hvor stor ville den danske eksport til Tyskland være, hvis der ingen tyske gæster kom til Danmark? Værdien af turistens besøg i to til tre uger i et sommerhus ved Vesterhavet er uvurderlig. Danskere såvel som udlændinge er samtidig afhængige af turismeerhvervets tilbud, når man vil kende vores land. For slet ikke at tale om de enorme valutaindtægter. Men turismen bliver ignoreret.

I starten af 90’erne oplevede Danmark en turistpolitisk guldalder med øget politisk fokus og kraftige vækstrater. Dengang oprettede man et decideret ministerium for kommunikation og turisme.
Kommunikation blev senere til sit eget IT-ministerium, men turismen blev en delmængde af det store Økonomi- og Erhvervsministerium. I takt med, at der ikke var fokus på at gøde turismen, forsvandt de udenlandske gæster. Imens intensiverede stort set alle andre lande for at tiltrække besøgende. Konsekvensen har været, at de udenlandske turister er blevet færre. Fra 2000 til 2007 har samtlige europæiske lande øget deres turistantal med 23 procent. I samme periode er vi i Danmark gået 2 procent tilbage.

Turismen i Danmark beskæftiger op mod 100.000 mennesker, og det er ofte i job i de områder, hvor familier ellers må flytte fra, når stillingerne i industrien bliver nedlagt. Der er derfor behov for, at politikerne giver turismen gode rammebetingelser. Her kommer den danske turismeinfrastruktur ind i billedet. Den danske turisme er i høj grad præget af udlejning af sommerhuse, der står for 55 procent af alle udenlandske overnatninger. Nærheden til familie og børn, naturen, kysten, kulturarven, miljøvenligheden og den lave pris i private og trygge omgivelser er et unikt ferieprodukt.

Turismen mangler talerør
Men frem for en forbedret konkurrenceevne oplever den danske turisme en manglende hånd fra det politiske system, og en manglende stemme i debatten. Samtlige væsentlige danske brancher har stærke brancheorganisationer. Det gælder landbruget, industrien og handelen. Turismebrancherne mangler et sådant fælles talerør. Det har ført til, at politikerne i regering, folketing, regioner og kommuner mangler viden og forståelse for de enorme gevinster, der ligger i turismen via øget beskæftigelse, skatte- og valutaindtægter.

De fleste partier i Folketinget har end ikke en turismeordfører. VisitDenmark, der dygtigt står for markedsføringen af Danmark er et rent statsorgan uden tilstrækkelige midler. Turistbrancherne ville opnå enorme fordele til egen og til samfundets fælles bedste ved at forene sig i et fælles organ. Det havde man i årene 1987-97 i Danmarks Turistråd. I disse år gik turismen og dens indtægter uafladeligt frem.

Den samlede turisme i Danmark skaber valutaindtægter på 30 milliarder kroner. Der er alt at vinde på at skaffe turister til landet. Men i stedet må erhvervet udsættes for forværrede skattevilkår for udlejere, fordi bundfradraget på 7.000 kroner ikke har været reguleret siden 1993. Og momsen for hoteludlejning til turister er 25 procent. I de lande, vi konkurrerer med, ligger den på 10-15 procent. I Norge er den nul!

Mulighederne for at styrke turismen ligger lige for. Vi har et produkt som igen kan tage fra os, for vi har fred og ro i kilometermål, der hvor alle turister på kloden søger hen i deres ferie: Kysterne. Og hver gang et sommerhus sættes til udlejning for en sæson, skaber det indtægter i samfundet på en kvart million kroner. Penge som kommer hele samfundet til gavn.

Kun en fjerdedel af feriehusturisternes omsætning går til sommerhuset. Resten går til købmænd, butikker, restauranter, forlystelser, museer og transportsektoren. Derfor skal turismen markedsføres mere intensivt og vi skal sikre, at det kan betale sig for danskerne at udleje deres sommerhuse, ligesom campingpladser, hoteller, vandrehjem og forlystelser skal have ordentlige konkurrenceforhold.

I starten af 90’erne var væksten i turismen båret frem af murens fald. De østtyskere, der havde levet isoleret bag jerntæppets diktatur og blot kunne se færgen sejle, uden selv at kunne komme til det forjættede land, de valfartede pludselig til de danske sommerhuse. De kom i deres larmende Trabanter og oplevede vores gæstfrihed. De minder og oplevelser, vi gav østtyskerne dengang kan svært gøres op i penge. Og Danmark har stadig mange gode oplevelser at byde på.

Turismen uden for København kan betegnes som et af de sidste frie erhverv på samme måde som landbruget før Første Verdenskrig. Et selvforsyningserhverv, der ikke ønsker at blive rodet ind i alle mulige systemer. Husene ligger der, og de trækker turister til i milliontal til glæde for lokalsamfund uden for de store byer. Men udviklingen har budt på stigende krav og regulering kombineret med faldende interesse for at markedsføre Danmark. Turismen er et af fremtidens væsentligste erhverv. Turismen er en gave, men det er en betingelse, at man tager opgaven på sig.
Fredag, august 07 2009
Feriehusudlejernes Brancheforening Amagertorv 9,2. 1160 København K T: +45 96 30 22 44 KONTAKT