Til forsiden
Feriehusudlejning langt fra førkrise-niveau

Pressemeddelelse fra Feriehusudlejernes Brancheforening.

August måned 2011 var præget af regnvejr og finansuro, så de flotte prognoser for den danske turistsæson holdt ikke stik.


”Stigningen i august med 209.000 overnatninger i forhold til sidste år er et skridt frem, men vi er langt fra niveauet før finanskrisen”, siger Carlos Villaro Lassen, adm. direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

Branchens forventning er, at 2011 bliver på niveau med 2010, muligvis med en lille pil opad, og det skaber frustration i branchen. ”På årsplan er vi stadig 2 mio. årlige overnatninger bagud i feriehusene i forhold til 2007, før finanskrisen ramte Danmark. Vi frygter, at den nye regering ikke har fokus på turismen, men vil sætte udviklingen i stå, hvilket vil koste tusindvis af arbejdspladser,” udtaler Carlos Villaro Lassen.

Regeringens første initiativ har været at aflive Boligjobordningen, som ellers stod til at blive udvidet til også at gælde sommerhuse. ”Boligjobordningen ville have betydet flere turister, fordi sommerhusene ville blive renoveret for over 1 milliard kroner. Det er ikke kun håndværkerjob, der nu forsvinder, det er også i turismen, hvor boligjobordningen ville betyde et bedre turismeprodukt og dermed flere gæster,” siger Carlos Villaro Lassen.

”Kystturismen i Danmark har et enormt potentiale for at skabe job, hvor der ikke er alternative beskæftigelse, men regeringen ser ud til at have fokus alle mulige andre steder. Dansk kystturisme har først og fremmest behov for massiv markedsføring, så vi kan fylde sommerhusene, restauranterne, butikkerne, forlystelserne og skabe job. Men realiteten er, at vi i forhold til vores nabolande bruger færre penge på markedsføring af Danmark”, siger Carlos Villaro Lassen.

2012 bliver ikke bedre
Kombinationen af regnvejret i sommer og en økonomisk krise, der har bidt sig fast, giver ikke optimisme i feriehusbranchen. ”Vi tror, at krisen i dansk turisme vil vare ved i flere år, og så længe man fra den nye regerings side ikke vil gøre noget for markedsføringen og rammevilkårene, må Danmark leve med færre turister. ”Det er beskæmmende, at yderområderne af Danmark åbenbart fylder så lidt for den nye regering, at de helt har valgt at overse dem,” siger Carlos Villaro Lassen.
Fredag, oktober 07 2011
Feriehusudlejernes Brancheforening Amagertorv 9,2. 1160 København K T: +45 96 30 22 44 KONTAKT